Bookmark and Share     Sitemap
Thyholm Kunstforening



Påskeudstilling 2017



Thyholm Kunstforenings påskeudstilling viser, som traditionen byder, kunstnere, der har lokal tilknytning. Vi har ikke altid været smålige med at definere ”lokal”, men i år holder det stik. Skærtorsdag kan vi således præsentere to kunstnere, der begge bor og arbejder i Struer kommune, så vi holder os inden for en radius af ca. 30 km.

Tættest på er Ruth Nielsen som kommer fra Struer. Ruth fortæller om sine malerier: ”Selv om naturen kan være voldsom her i Vestjylland, er det ikke de voldsomme farver, der præger mine billeder. Jeg er mere fascineret af vinterhalvårets blide farver end af sommerhalvårets mere pågående palet.”

På samme diskrete måde maler Ruth Nielsen de bygninger, hun ser på sine rejser. Det er ikke menneskene, men den påvirkning de har på bygningsværkerne, der bliver afbilledet.

Selv om hun af og til forsøger sig med et mere ”aggressivt” farvevalg, ender det altid med at blive malet over, så det igen bliver de afdæmpede, rolige farvetoner, der vinder.

Og i denne tumultariske tid, er det måske lige det, vi har mest brug for



Anne Mette Hjørnholm kommer fra Hjerm, hvor hun har sin pileplantage, der forsyner hende selv og de mange kursister med pilekviste til såvel (næsten) traditionelle kurve som skulpturer i alle størrelser fra små til ”indendørs brug” til store Landart-projekter.

Anne Mette er egentlig uddannet som tekstilformgiver med speciale i vævning, men de sidste 20 år har hun udelukkende arbejdet med pil og andre naturmaterialer. Det har hun så til gengæld gjort i det meste af verden. Da vi skulle lave aftaler om påskeudstillingen var hun således i Afrika, hvor hun lærte fra sig, og også selv lærte nye fletteteknikker, så måske kommer der afrikansk inspirerede kurve til Kulturhuset i Hvidbjerg i påsken.